Pressemeddelelse: Firkløverets Springakademi stopper i sin nuværende form - Læs mere her >>
shutterstock_1713918079

Firkløverets Springakademi går online under corona

Firkløverets Springakademi har valgt at være kreative under corona-nedlukningen, og derfor holder de online møder med deres ryttere, ligesom rytterne kan se frem til flere spændende online-lektioner, hvor de blandt andet får tips til fysisk træning.

Det er en svær tid for mange, og det er det på mange måder også for Firkløverets Springakademi og deres ryttere. Det er ikke muligt at mødes fysisk til clinics eller stævner, og derfor har folkene bag akademiet fundet på kreative løsninger. 

Det betyder, at rytterne får hjælp på vejen gennem online-møder, og rytterne kan nu også se frem til lektioner i fysisk træner, ligesom de får tips fra akademiets træner Maria Gretzer via en online lektion. 

– I lørdags have vi vores første online møde med alle ryttere. Alle rytterne sad klar til at høre om de spændende nyheder vi har på tegnebrættet, få informationer og dele informationer. Der var gensynsglæde, og det var rart at fornemme, at vi næsten var sammen igen, fortæller Susanne Taarnager, som er en del af bestyrelsen i Firkløverets Springakademi. 

– Vi har fået så mange positive tilbagemeldinger fra rytterne, som var glade for vores møde i weekenden. Normalt er vores clinics rytternes frirum, hvor de virkelig får mulighed for at sparre med hinanden og have et godt samvær. Flere af vores ryttere føler sig ensomme her under Corona, og derfor var vores online møde rigtig godt for rytterne, som igen fik et form for samvær med hinanden. Vores ryttere er virkelig et hold, og derfor savner de selvfølgelig også hinanden, når de ikke kan mødes.

Rytterne i akademiet kan se frem til at modtage online undervisning i fysisk træning af enten Stine Hedenskog eller Michael Schou, så de er sikrer på at komme ud i topform når stævnerne igen åbner op. På søndag kan rytterne igen deltage i Gretzer Hour, som er en session de plejer at have i forbindelse med deres clinics. Nu er mødet flyttet online, og her deler akademiets kompetente træner, Maria Gretzer, ud af træningstips, ligesom der bliver tid til at rådgive rytterne om hvordan de bedst muligt træner optimalt derhjemme. 

Glæder sig over initiativerne
Formand for Firkløverets Springakademi, René Holstein, glæder sig over, at det fortsat er muligt at hjælpe akademiets ryttere, selvom det ikke er muligt at mødes fysisk. 

– Vi forsøger fortsat at hjælpe vores ryttere bedst muligt, inspirere og udvikle dem. Det gør vi via forskellige online-tiltag, som gør, at de har noget at arbejde med, selvom der ikke er meget aktivitet i sporten herhjemme, forklarer René og fortsætter:

– Vores mål har altid været, og er fortsat at hjælpe unge ryttere med gode idéer, sparring og give dem hjælp fra nogle af de bedste i sporten. Derfor glæder det os også, at den nye forening SpringDanmark er kommet til. Vi tror på, at de kan medvirke til at fortsætte den gode udvikling, som vi gennem de sidste 5-6 år har bidraget til gennem vores akademi. Vi vil gerne have et rigtig godt samarbejde med den nye forening, ligesom vi også samarbejder med Talent Syd, som kom til for et par år siden. 

Del nyheden

Vores hovedsponsorer