Pressemeddelelse: Firkløverets Springakademi stopper i sin nuværende form - Læs mere her >>

Foreningens vedtægter

1 Foreningens navn

1.1 Foreningens navn er Firkløverets Springakademi

2 Foreningens hjemsted

2.1 Foreningen har hjemsted i Helsingør kommune.

3 Foreningens formål

3.1 Foreningens formål er støtte og udvikle den danske springsport for juniorer, young riders og U25 ryttere, med henblik på at danske ryttere kan opnå bedre resultater både individuelt og som hold, nationalt som internationalt.

4 Foreningens bestyrelse

4.1 Foreningens bestyrelse består af 3-5 medlemmer, der vælges af Springakademiets stiftere

4.2 Formanden vælges blandt bestyrelsens medlemmer.

4.3 Bestyrelsesmedlemmer er, medmindre andet vedtages på den ordinære generalforsamling, valgt for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

4.4 Udtræder et valgt medlem af bestyrelsen i mandatperioden, kan bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til valg af et nyt bestyrelsesmedlem for den resterende del af valgperioden. Bestyrelsen kan dog, for så vidt den uanset et medlems udtræden er beslutningsdygtig, udskyde spørgsmålet om valg af et nyt medlem til næsteordinære generalforsamling.

4.5 Til gyldighed af en bestyrelsesbeslutning kræves et flertal af stemmerne og mindst 3 bestyrelsesmedlemmers tilstedeværelse.

4.6 I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

4.7 Efter hvert bestyrelse møde udfærdiges et referat, til underskrift af alle medlemmer af bestyrelsen. Et bestyrelses medlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutninger, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

5 Tegningsregel

5.1 Foreningen tegnes af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer i forening.

6 Foreningens medlemmer

6.1 Enhver juridisk person med interesse for springning kan blive medlem af foreningen, såfremt bestyrelsen godkender den pågældende person.

6.2 Generalforsamlingen fastsætter de nærmere regler vedrørende medlemskontingentet samt betaling heraf.

6.3 Et medlem kan til enhver tid udtræde af foreningen.

6.4 Modarbejder et medlem direkte eller indirekte foreningens formål eller i øvrigt optræder illoyalt overfor foreningen, kan medlemmet ekskluderes af foreningen, såfremt samtlige på bestyrelsesmødet tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer stemmer for et forslag herom.

7 Generalforsamlingen

7.1 Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle foreningens anliggender.

7.2 På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme.

7.3 Foreningens generalforsamling afholdes på et af bestyrelsen udpeget sted i Danmark.

7.4 Den ordinære generalforsamling afholdes inden 5 måneder efter regnskabsperiodens afslutning.

7.5 Indkaldelse til generalforsamling skal ske med højest 4 uger og mindst 14 dages varsel ved almindeligt brev eller e-mail til foreningens medlemmer.

7.6 Indkaldelsen skal indeholde angivelse af dagsorden samt som bilag eventuelle forslag fra medlemmerne.

7.7 Forslag fra medlemmer må, for at blive behandlet, være indgivet til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

7.8 Ekstraordinær generalforsamling kan finde sted efter bestyrelsens, revisors eller en generalforsamlings beslutning, eller efter skriftligt forlangende af et så stort antal medlemmer, som udgør mere end 1/3 af foreningens samlede medlemmer, hvilket Forlangende, skal angive hensigten med en sådan generalforsamlings afholdelse.

7.9 Ethvert medlem er stemmeberettiget på generalforsamlingen.

7.10 Stemmeretten kan ikke udøves ved fuldmægtig, overdrages eller på nogen måde overføres til andre.

7.11 Generalforsamlingen ledes af en af bestyrelsen foreslået dirigent, der afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.

7.12 På den ordinære generalforsamling skal afgørelse træffes om:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om foreningens aktiviteter i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning samt årsberetning til godkendelse.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
5. Valg af revisor.
6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne.
7. Eventuelt.

7.13 På generalforsamlingen afgøres alle anliggender med simpelt stemmeflerhed, med mindre andet er foreskrevet, i denne vedtægt. Vedtægterne kan alene ændres såfremt et flertal på 2/3 af de på generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer for et forslag herom.

7.14 Angående det på generalforsamlingen passerede indføres en kort beretning i en dertil af bestyrelsen autoriseret protokol, der underskrives af dirigenten.

8 Medlemmernes hæftelse

8.1 Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

9 Regnskab og revision

9.1 Der udarbejdes hvert år et årsregnskab i overensstemmelse med god regnskabsskik, der fremlægges til godkendelse, på foreningens ordinære generalforsamling.

9.2 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Det første regnskabsår løber fra tidspunktet for foreningens stiftelse til 31.12.2016.

9.3 Selskabets årsregnskab revideres af en af generalforsamlingen for et år ad gangen valgt revisor.

10 Foreningens ophør

10.1 Foreningen opløses såfremt formanden ønsker at fratræde, med mindre anden aftale indgås mellem formanden og den øvrige bestyrelse.

10.2 Foreningen opløses, såfremt 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, stemmer for et forslag herom.

10.3 Såfremt foreningen opløses, skal det på en generalforsamling endvidere besluttes, hvorledes et eventuelt provenu skal benyttes, idet det bemærkes at provenuet alene kan anvendes til støtte af det formål, foreningen ifølge disse vedtægter skal fremme.

Således vedtaget den 1.10.2015

Som dirigent: Lotte Holm

Foreningens første bestyrelse: Rene Holstein (formand), Lotte Holm, Mikala Bagge, Susanne Taarnager

Mikala Bagge
Næstformand
Mosevang 11
3540 Lynge