Pressemeddelelse: Firkløverets Springakademi stopper i sin nuværende form - Læs mere her >>
0K4A8572

Julehilsen fra Firkløverets Springakademi

Firkløverets Springakademi sender deres ryttere, sponsorer og følgere denne julehilsen i form af et interview med Firkløverets bestyrelse i anledning af Akademiets 5 års jubilæum i 2020.

Dette interview viser, at de visioner som bestyrelsen havde 2015 var med til at skabe noget nyt i Springsporten, og i dag er resultatet at alle både Dansk Ride Forbund, Dansk Varmblod og de unge springtalenter i Danmark arbejder konstruktivt sammen på at højne dansk pringnings resultater og internationale niveau frem mod hold deltagelse i olympisk sammenhæng, læs mere herom her:

Hvorfor var det egentligt Firkløverets Springakademi blev til i 2015? Hvad ville de 4 entusiaster opnå? - og hvor langt er Akademiet kommet i dag?

Det startede med spørgsmålet om hvorfor har dressuren større plads i den danske presse end Springningen?

I 2015 mødtes de tre DV avlere: René Holstein, Lotte Holm og Mikala Bagge jævnligt til ride- og avlsarrangementer. De undrede sig over, at der i pressen var mindre fokus på springsporten i forhold til dresssursporten, og når de mødtes til ridestævner red alle springryttere på udenlandske heste. Det var som om ingen vidste, at der også blev avlet gode springheste i Danmark.

Efter sammen at have arrangeret Engerupgaard springcup til et Dansk Varmblod arrangement i 2014, besluttede de tre at finde ud af, hvad man kunne gøre for at skabe større bevågenhed om springsporten i Danmark.

De indkaldte til stormøde i Hillerød Sports Rideklub, hvor arrangørerne og Dansk Ride Forbund, de danske hingsteholdere, Dansk Varmblod og de danske springtrænere var repræsenteret ved Lars Nørgaard Pedersen, Henning Jensen, Niels Pedersen og Kenneth Ernst. Ca. 400 springinteresserede mødte op en kold vinteraften, og debatten glødede.

Aftenens diskussioner blev styret professionelt af den meget erfaren stævnespeaker Susanne Taarnager, og det blev også gruppens første møde med Susanne.

Josephine Bøgh gav kickstarten til Firkløverets Springakademi

Det skulle blive en ung springrytters udsagn, der kickstartede skabelsen af Akademiet. Josephine Bøgh rejste sig på tribunen og sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig, at der blev gjort mere for de unge ryttere som har talent, men som f.eks. mangler økonomi til at komme til tops. Som ung springrytter kan man godt føle sig meget alene i Springmiljøet og uden rette forbindelser er det svært at få gennemslagskraft, for ikke at sige finde de rette heste.”

René havde længe gået med den tanke, at vi i Danmark manglede eliteuddannelse for springryttere, så derfor gjorde Josephines udsagn et stort indtryk på ham, og i løbet af tiden efter mødet arbejdede de tre konstruktivt videre med at skabe et Springakademi, hvor man kunne støtte unge talenter gennem undervisning og give dem basal viden, så de kunne blive bedre springryttere. Målet var at højne de danske springpræstationer generelt, både indlands og udenlands – og ultimativt var målet et dansk springhold til Olympiaden.

En forening var dannet, og da Susanne Taarnager – med to aktive døtre i springsporten – også gerne ville arbejde med de tre for sagen, opstod navnet til foreningen: Firkløverets Springakademi.

Et Akademi båret af sponsormidler

René Holstein, som er Akademiets formand, fortæller: ”Det var indlysende at vi skulle koncentrere os om fremtidens unge springryttere, hvis vi skulle kunne ændre noget, og skulle der handles hurtigt var det bedst, at vi var en uafhængig forening. Men selvfølgeligt ville vi også gerne samarbejde med Danmarks store hesteforbund DRF og DV.

Vi ville gerne tilbyde rytterne noget, som de ikke samlet kunne finde andre steder. Inspirationen var det svenske Knytkallaset, der træner de bedste svenske dressurryttere. Vores ønske var blot at al undervisning skulle være gratis og tilgængelig for alle enten fra tilskuertribunen eller gennem video streaming.

Vi vidste godt, at det ikke ville blive nemt at opbygge noget tilsvarende, og at vores Akademis grundpille ville blive Akademiets sponsorer.

Vi har været utroligt heldige at finde en god blanding af sponsorer, hvor fællenævneren er, at alle enten er entusiastiske hestefolk eller firmaer, der er imponeret over bestyrelsens store frivillige og ulønnede arbejde for Springsporten, og de ved, at alle midler går ubeskåret til Akademiets arrangementer. Vi er alle vores sponsorer en kæmpe tak skyldig – lige fra de tre hovedsponsorer til selv den mindste supply-sponsor. ”

Hvad tilbyder Akademiet for de unge Akademiryttere?

Akademiet har arbejdet målrettet fra dag et for det de kalder ”Den Hele Ekvipage”.

Mikala fortæller: ”I Akademiet ville vi supplere en kvalificeret springtræning med ny viden og give rytterne kompetencer, som de kunne bruge positivt og konstruktivt i hverdagen, under træningen og på konkurrencebanerne. Hvis vi kunne flette disse forskellige undervisningselementer sammen i 4 clinics om året, havde vi en chance for at skabe noget nyt.”

  • Coachen tager sig af teambuilding, holdfølelse samt personlig udvikling
  • Dyrlægen giver viden om hestens psyke for at give hesten de bedste forhold, viden om hvordan springheste trænes bedst og hvordan man bedst forebygger skader
  • Fodereksperten giver viden om konkurrencehestens fodring, foderoptagelse og viden
    Smeden fortæller om beslagenes betydning for hesten
  • Hestemassøren fortæller om hvordan de kan arbejde med hestens muskulatur
  • Diætisten fortæller om en toprytters ernæringsbehov
  • Den fysiske træner fortæller, hvordan rytteren holder deres krop i form

Akademiet har gennem de første 5 år hele tiden udbygget disse tilbud til rytterne, som primært formidles gennem Workshops under Springclinicerne. Undervisningen i disse discipliner er også gratis – dvs. de er sponseret af Akademiets mange supply-sponsorer, der alle har professionel erfaring med elitetræning.

Vi fik de helt rigtige springtrænere til Akademiet

René Holstein har oparbejdet en kæmpe berøringsflade indenfor ridesporten, fordi han og hans kone Lena gennem hele deres liv har avlet mange internationalt succesfulde heste både i dressur og spring. Og det var René´s ide at søge efter et trænerteam udenlands.

”Valget faldt på Sverige, som netop har haft en utrolig fremgang indenfor springning, efter at de for ca. 30 år siden valgte at fremme springsport og springavl, som konsekvens af at springningen i Sverige – ligesom i Danmark – var væsentligt større end dressuren.

Da René havde haft heste i træning hos Maria Gretzer, kendte han både hendes ride- og trænerstil samt hendes pædagogiske evner. René var vild med hendes undervisning, og derfor tog han og Mikala til Sverige for at fortælle Maria om ideen med et dansk Springakademi. Heldigvis stod det hurtigt klart, at både Maria og hendes mand Björn Carlsson var fuldstændig på linje med Akademiets mål, og dermed var de engageret.

Maria er – udover olympisk deltager for Sverige i Springning – også en meget erfaren landsholdtræner både for Sverige og udenlandske landshold. Björn er selv international springrytter og international banebygger. De sidste år er Maria valgt ind i FEI, og dermed har hun fingeren på pulsen mht. udviklingen i den internationale Springsport.” fortæller René.

Maria Gretzer og Björn Carlsson

Susanne Tårnager, som arrangerer de enkelte clinicer fortæller: ”Maria og Björns fokuspunkter i undervisningen skifter fra clinic til clinic, men det gennemgående tema er flatwork eller springdressur. Maria og Björn er altid super pædagogiske og inspirerende undervisere, der supplerer hinanden fantastisk. Men tag ikke fejl – Maria er benhård, når hun insisterer på, at rytterne arbejder dressurmæssigt med deres heste den første dag af weekendens springclinic, og det samme gælder, når Akademirytterne bliver bedt om at lægge planer for deres opvarmning til stævner.

Hver clinics højdepunkt er lørdag morgen, hvor Maria holder: ”Gretzer Hour”. Her fortæller Maria de samlede akademiryttere om et aktuelt emne. Rytterne sidder som ramt af magi. Maria er morsom, vedkommen og medrivende og man kan høre en knappenål falde til jorden for så optaget er rytterne af hendes overskud og ”spot on” råd.”

Godt og konstruktivt samarbejde med DRF´s landstræner

Akademiet tog hurtigt kontakt til Dansk Ride Forbund, som fra 2016 kunne tilbyde Akademiet at DRF´s landstræner i Springning kunne overtage undervisningen af U25 rytterne, da de aldersmæssigt indgik I hans regi. Det var et stort og vigtigt skridt for Akademiet at få dette positive samarbejde med DRF, som Lars Nørgaard Pedersen startede, og som Bo K. Møller i dag fortsætter.

Rene fortæller: ”Det betød, at vi kunne udvide truppen fra 20 Akademiryttere til i alt 40 Akademiryttere. Og i stedet for 4 clinics om året var der de næste år 8 clinics om året. I dag er systemet det, at der er 4 clinics om året. Weekenden begynder allerede om fredagen, hvor Bo K. Møller underviser U25 rytterne, og lørdag søndag er det Maria Gretzer og Björn Carlsson, der underviser juniorerne og youngriderne.”

Bo K. Møller til Clinic på Barthahus februar 2020

Rytterne fortæller selv, at undervisningen med landstræneren betyder, at de kan lære ham at kende under mere afslappede omstændigheden end under træningssamlingerne, hvor meget kan være på spil. Og på Akademiets clinics møder landstræneren ryttere med talent, som han måske ikke har haft fokus på før, og som kan tiltrække hans interesse i landsholdssammenhæng.

Akademiets bestyrelse har gennem de jævnlige møde med landstræneren mulighed for at udveksle ideer og tanker, så de kan samarbejde om fælles mål.

Det er også Akademiets mål at skabe kontakt mellem danske trænere, rytterne, forældrene og sponsorer. Derfor inviteres jævnligt udvalgte trænere til Akademiets clinics.

Dansk Varmblod – en anden visionær samarbejdspartner

Som avlere af DV heste har Rene, Mikala og Lotte hele tiden brændt for at skabe kontakt mellem danske ryttere og danske avlere, så vi i fremtiden ser flere danskavlede heste på de danske konkurrencebaner. Det er et mål, som ikke kan indfries fra dag til dag. Det kræver et langt sejt træk, men Mikala er overbevist om at kontakten bedst formidles personligt.

Hun fortæller: ”Mange ryttere kende ingen avlere, de fleste opfatter avl og sport som to helt adskilte verdener. Akademiet er et ideelt forum for at skabe personlige kontakter. Vi inviterer springavlere til vores clinics. Her kan de sidde og se rytterne ride og måske falde i snak med nogle af forældrene under frokosten. Og pludselig er der opstået kontakt mellem rytter og avler. I Akademiet har vi nu flere af den slags succesfulde samarbejder. F.eks. rider Maria Hjorth Frederiksen på Carsten Carstensens heste, Josephine Bøgh på Niels Pedersens heste og Emilie Mosegaard Christiansen på Syvhøjegaard-heste fra Niels Østerland, og andre Akademiryttere er begyndt at ride ungheste til for avlere, som de har lært at kende gennem Akademiet.”

Tak til Familien Lykke Svendsen på Barthahus

Da Akademiet skulle finde sin hjemlige base for Akademiets clinics var det igen Rene’s kontakter der gav pote.

Familien Lykke Svendsen – der ejer Barthahus – er velkendte hestefolk i Nordsjælland. De har i tidens løb arrangeret mange stævner og afholdt mange DV arrangementer. Desuden er de kendt som kæmpe hesteentusiaster. Da familiens søn, Peter Lykke Svendsen, var en af de første kvalificerede ansøgere til Akademiet, ringede René til Birgit Lykke Svendsen for at spørge, om de ville stille deres ridecenter til rådighed for Akademiets clinics.

Det har Barthahus beredvilligt gjort lige siden, som deres sponsorat af Akademiet, og de har endda fortsat efter at Peter er trådt ud af Akademiet pga. af alder.

Susanne fortæller begejstret: ”I dag er alle Akademiryttere medlemmer af Barthahus Rideklub og i den Corona ramte sommer 2020 har Akademiet kunne stille med hele 2 Barthahus hold til Hold DM i Springning, og resultatet blev endda at begge kvalificerede sig til finalen.

Det har været en overordentligt positiv oplevelse på alle fronter. Rytterne har – hjulpet af med Maria Gretzer – kunnet praktisere deres kunnen indenfor holdfølelse, samarbejde og hjælp til hinanden.

I Akademiet har vi glædet os over at Familie Lykke Svendsens mødte talstærkt op til finalen i RIDERS CUP i september 2020. Vi er familien Lykke Svendsen dybt taknemmelige, og håber i fremtiden, at kunne videreudvikle dette positive samarbejde”.

Farvel til Lotte Holm og velkommen til Annette Mosegård i Akademiets bestyrelse

I 2019 bekendtgjorde Lotte Holm, at hun ønskede at træde ud af Akademiets bestyrelse. Da Lotte havde stået for kontakten til sponsorerne og hele Akademiets regnskab, var det naturligvis et voldsomt slag for Akademiet, og det tog næsten et helt år inden en ny kandidat til bestyrelsen var fundet.

Med Annette Mosegaard fra Midtjylland har Akademiet været heldig at få en utrolig spændende ny profil i bestyrelsen. Annette har mange faglige kompetencer, og som mor til Akademirytter Emilie Mosegaard Christiansen kender og værdsætter hun allerede Firkløverets Springakademi.

Annette er byrådsmedlem i Ikast Brande kommune, og gennem mange år har Annette været involveret i elitesportsudvikling i bredere forstand. Hun sidder i bestyrelsen for Idrætsefterskolerne i Ikast og er p.t. også bestyrelsesformand for Sports Star College, der arbejder med talentudvikling af ca. 140 unge sportsudøvere – hvor de bl.a. har et samarbejde med FC Midtjylland.

Annette brænder for den brede talentudvikling. Og gennem sit engagement i ridesporten, er hun også en del af en gruppe, der skal søge midler til nye initiativer i Springsporten bl.a. til den private forening Spring Danmark, som skal støtte og udvikle springtalenter på alle planer og niveauer.

Akademiets resultater og visioner for fremtiden

Gennem den snak som Akademiet jævnligt har med landstræner Bo K. Møller kan bestyrelsen i Akademiet glæde sig over de mange initiativer, der præger Dansk Springsport nu og som i høj grad synes inspireret af de mål Akademiet satte sig i 2015. Der er al god grund til at tro, at vi lykkes med den fælles indsats, da alle arbejder efter samme mål og med samme midler.

Maria og Björn fortæller: ”I Sverige bliver vi ofte opfordret til at lave et svensk Springakademi efter samme koncept som Firkløverets Springakademi. Men vi må skuffe dem der spørger, for det kan vi ikke. Vi kan kun undervise, men det svære og helt exceptionelle er, at finde en gruppe mennesker som helt uegennyttigt brænder for at skabe både indhold og skaffe sponsorer, sådan som Firkløveret gør.”

Selvom Akademiet nu har været i gang i fem år og en vis rutine har indfundet sig med de 4 springclinics med spændende workshops om året, så er Akademiet altid åben for nye tiltag og ideer.

Et af Akademiets største scoops, er at det er lykkedes to gange at få den svenske landstræner Henrik Ankarcrona til at underviser på årets 1. springclinic. Det har kun kunnet lade sig gøre i kraft af de mange positive kontakter, som Akademiet har opbygget gennem årene. Kontakten til Henrik opstod, da Firkløveret var inviteret til Stald Ankarcrona for at mødes med Henrik´s mor Susanne Ankarcrona, der står for Akademiets hovedsponsorat med Equipe Saddles, Sweden.

Susanne Taarnager fortæller om udfordringerne under Coronaen: ”Vi har måttet aflyse en forårs clinic og en efterårs clinic i 2020. I stedet valgte vi i sommers at bede Maria Gretzer hjælpe rytterne til DM i holdspringning på stævnepladsen Riders Cup,– både i en af de indledende konkurrencer og i finalen. På den måde har vi givet rytterne mulighed for at arbejde med nogle af Akademiets kerneværdier – nemlig teambuilding og holdfølelse.

Resultatet blev, at begge Barthahus hold kvalificerede sig til finalen. Og vi kan se på rytternes tilbagemeldinger og på Maria Gretzer tilfredshed med rytterne, at indsatsen på alle måder har været det hele værd. For året 2021 har vi r allerede planlagt 5 arrangementer for at kompensere for et lidt tyndt år 2020.”

Finalen i Hold DM Springning på Riders Cup, hvor begge hold fra Barthahus Rideklub er på og med Familien Lykke Svendsen fra Barthahus i midten

René slutter af med at sige ”Vi vil gerne være et Akademi i forandring, der hele tiden fornyer sig. Vi vil f.eks. meget gerne kunne arrangere nogle åbne springfora, hvor internationale 5 *de springryttere underviser udvalgte Akademiryttere samt indbudte landsholdryttere for et stort publikum.

Vi vil desuden arbejde for at lave en ”Sommer Camp” for Akademiryttere – f.eks. hos Björn Carlsson i Värnamo i Sverige. Opholdet kunne afsluttes med deltagelse i et stævne med både Björn og Maria som trænere.

Men sådanne tiltag koster penge – navnlig fordi vi gerne vil opretholde vores princip med at arrangementer skal være gratis for vore ryttere. Derfor er vi til stadighed på udkig efter sponsorer, der har samme ambitioner som os, og som kan se nytten af vores arbejde.”

Skulle du være interesseret kan du altid ringe til mig – René Holstein (Tel 4028 4356) – så får vi en snak om, hvad vi kan tilbyde dig og din virksomhed!

Del nyheden

Vores hovedsponsorer